Unge i politik, for en stærkere fremtid i Thisted Kommune

Jeg har tænkt mig at stille op til kommunalvalget i Thisted 2029 for Socialdemokratiet, fordi jeg tror på fællesskabet, ærligheden og de unge som vores vigtigste investering i fremtiden.

Jeg har været en del af Socialdemokratiet siden mine unge år, hvor jeg i 2010 sad i bestyrelsen for DSU Thisted. Dengang måtte jeg træde et skridt tilbage af personlige årsager, men nu er jeg klar igen – med fornyet energi, erfaring og lyst til at løfte den røde fane.

Min største mærkesag er de unge i vores kommune. Jeg vil arbejde for:

  • At hjælpe med at genstarte af DSU i Thisted, så unge får et sted at mødes, lære politik at kende og opleve reel indflydelse.
  • At styrke unges trivsel og muligheder, uanset om de har udfordringer eller ej. Thy skal være et sted, hvor man kan se sig selv vokse op, trives og skabe en fremtid – med venner, familie og fællesskab.
  • At gøre politik tilgængelig og imødekommende for unge, med plads til spørgsmål, ærlige svar og en ordentlig tone. Politik skal være spændende og vedkommende, ikke lukket og uoverskueligt.

Mine erfaringer som coach for unge i esport eliten, og på efterskole og i friskoleverdenen har givet mig værktøjer til at motivere unge, hjælpe dem med at finde retning og turde drømme stort. Jeg ser mig selv som et “ungt” frisk pust – der vil stå fast, oplyse og vise, at ungdommen kan få en central plads i vores fælles fremtid.

Jeg vil altid være ærlig og loyal i mit arbejde, også når sandheden kan være svær. For politik må aldrig blive en lukket byttehandel på bekostning af ungdommens fremtid.

Mit mål er klart: At skabe et Thy, hvor unge føler sig hjemme, føler sig hørt – og føler, at de kan bygge deres fremtid her.

Om mig

Jeg er født i 1988 – altså en millennial på 37 år, formet af både det analoge og det digitale. Jeg er gift med Maiken som er 30 år og fra Norge, sammen har vi vores søn Peter Anker fra 2025 – Han er en del af Generation Beta.

Jeg har arbejdet med coaching på eliteplan i esport, hvor jeg har oplevet, hvordan teknologien har forandret relationer og fællesskaber. Derudover har jeg arbejdet 3 år som lærer på en efterskole, og 2 år som støttelærer på en friskole. Den erfaring tager jeg med mig ind i politik.

Jeg vil skabe dialog med unge på en måde, der er let at forstå, relevant og nytænkende.

For mig handler politik om at styrke fællesskab, trivsel og udvikling – hele livet. Fremtiden afhænger af de unge, men gavner os alle.

Socialdemokratiet er Fællesskab, trivsel og udvikling – for alle, hele livet.